ANITA BØJLAND, JÆGERSPRIS


Kommunikation med hesten Lullu–vitz

Jeg er jo en stor skeptiker og kan bedst forholde mig til konkrete og håndgribelige ting, så at have Ditte Young på besøg til min unghest endte med at blive en stor oplevelse og overraskelse. ;o)

Først var der beskrivelsen af min hest, som Ditte beskrev som meget humoristisk og med et stor ego. Det store ego er mig særdeles velkendt. Hun beskrev, at Lullu-vitz elskede at vinde og vise sig frem for de andre heste og jeg havde netop haft hende til kåring måneden forinden, hvor hun vandt alt hvad der var værd at vinde. Da hun kom hjem til stalden og jeg slap hende på fold, skred hun bare ind blandt de andre med den største attitude og jeg tænkte "Hold da op, her kommer dronningen hjem og blærer sig med hvor fin hun er"

Én af problemstillingerne med hesten har været, at hun på turer, pludselig ikke vil gå frem og kan begynde at stejle. Ditte kommunikerede med hende om det og beskrev, at hun blev forfærdelig ked og forlegen. For det var ikke hendes mening, at hun ville skade mig med det hun gjorde.

Den tanke havde hun slet ikke haft, hun ville bare lave sjov. Og at hun elskede mig fordi jeg rummede det. Og det er jo rigtig, at jeg aldrig rigtig er blevet vred, når hun har lavet mærkelige ting. Vi lavede en aftale om hvordan jeg skulle vise hende, at nu var det nok. På tur dagen efter var hendes reaktioner, så mærkbart ændrede til det positive, så min faste ridemakker bemærkede det uden, at jeg havde gjort opmærksom på noget.

En anden ting som virkelig fik hårene til at rejse sig, var da Ditte spurgte til hendes helbred. Hun viste Ditte et billede af splinter i højre forben og Ditte spurgte til, om det havde været brækket?

Og det har det for 1½ år siden.

Derudover var der mange små ting undervejs som var sjove og interessante for mig. Men alt i alt må jeg sige at den skeptiske side i mig er blevet en smule mindre :o) og Ditte beskrev en hest som jeg udmærket godt kunne genkende.